Det var prisen for at deltage i TEDxCopenhagen, som blev afholdt i tirsdags, og det var, uden at blinke, de 500kr. jeg har fået mest ud af i år! Hvorfor? Fordi det var så utrolig inspirerende.
TEDx handler om at formidle “ideas worth spreading” i et kort format på 18 minutter. Alle oplæg bliver optaget og lagt på nettet - og det kan vi jo godt lide!
I overskrifter kan jeg konkludere at…
Jeg behøver ikke at cykle med cykelhjelm (yay!). Jeg synes klart, at København skal have et bjerg! Det, der gør os lykkelige, er i prioriteret rækkefølge: “A loving relationship”, gode venner og succes. Jeg er heldig at have de to første og arbejder på det tredje. Jeg sad i salen og blev meget taknemmelig! Jeg vil også investere i Afrika og sidst men ikke mindst, så jeg tror, at min mand vil have godt af at indtage min afføring.
Lad os starte med at investere i Afrika
Fordi det er vigtigt og da du måske ikke får læst hele dette lange blogindlæg til ende, vil jeg starte med det.
Mens jeg har skrevet her, har jeg også investeret 20€ i Musanabera Saphina, en enlig mor til to fra Rwanda, som har brug for penge til at købe frugt til hendes frugtbod. Det har jeg gjort fordi Tim Vang fortalte så entusiastisk om youghurt i supermarkedet og MyC4!
Cykelhjelm never ever
Jeg blevet meget glad, da Michael Colville-Andersen gav mig argumenter for ikke at tage en cykelhjelm på. Både min mand og veninder har i længere tid forsøgt at overtale mig til at tage den forbandede hjelm på og jeg var ved at løbe tør for argumenter. Men det er slut nu fordi:
- Cykelhjelme skræmmer folk fra at cykle - vi cykler 30% mindre i Danmark end vi gjorde i 1990.
- Cykelhjelme har meget begrænset effekt i ulykker der involvere en bil eller en lastbil. En cykelhjelm er kun effektiv i soloulykker under 20 km/t, hvor hovedet rammer lige på underlaget.
- Vi skal reklamere meget mere for at cykle, fordi det redder liv, det er den sikreste og den mest bæredygtige transportform.
Du har mere brug for at have cykelhjelm på, når du kører bil, end når du cykler. I det hele taget skal du bare bruge din cykel og ikke tænke så meget. Jeg ved ikke, om det hele holder i retten, men se på cykelhjelm.org og døm for dig selv.
Jeg takkede Michael Collins efter hans tale og han blev glad for, at der endelig kom en kvinde og takkede ham for at have give argumenter til sin mand, for det plejede at være omvendt. Den lader jeg lige stå…
Mount Copenhagen
At København skal have et bjerg giver så meget mening. Bare ikke så meget, at jeg kan forklare det udover, at “Mount Copenhagen” lyder p… godt. Heldigvis kan Kasper Colling og Mik Thobo-Carlsen fortælle, hvorfor vi skal have det bjerg. Ikke så mærkeligt starter historien med en tur hjem fra Christiania.
Lykkelige danskere?
Danskerne blev flere gange nævnt som det lykkeligste folk i verden, som meget tolerante og åbne (ligesom i Oprah). Hvilket jeg ikke helt forstod, bl.a. fordi jeg i mandags fik at vide af selveste videnskabsministeren, til et arrangement med Erhvervskvinder, at Danmark og danskere har fået et ry for at have nok i sig selv og ikke at tage godt imod fremmede. Men Alexander Kjærulf fik da også gjort klart, at der er forskel på at være tilfreds/”satisfied” og på at være lykkelig.
Han mener, at det er vigtigt, at vi søger arbejdsglæden og ikke kun arbejdstilfredsstillelsen. Arbejdsglæde og lykke er nemlig det, der gør os succesfulde. Og det har vi brug for at være, hvis vi som land vil være med der, hvor det sner. (Jeg ved godt det egentlig lige nu er i Danmark, men I ved hvad jeg mener…)
En sidste interessant oplysning
Lone Frank fortalte om, hvordan du ret simpelt kan få oplyst din genom - altså hvad dine gener siger om dig og hvilken risiko du har for at få forskellige sygdomme. Hvis du er kvinde, får du også at vide om du ved at drikke for meget kaffe, har høj sandsynlighed for at få små bryster! Måske der var nogle mænd, som synes, at vi skulle advare lidt mere imod det i stedet for at skræmme folk fra at cykle?
Hvorfor jeg tror, at min mand vil have godt af at indtage min afføring, må Morten Sommer selv fortælle dig. Men det har noget med bakterier at gøre.
Alt dette og meget mere inspirerede mig og inspiration er vigtigt for mit gode liv (det gode liv var temaet for TEDxCopenhagen) - så tak for en skøn, skøn dag!
Alle videoerne fra TEDxCopenhagen 2010 kan du se på video.tedxcopenhagen.dk og de bliver også vist på DR2 den 16. december.





















5 Kommentarer
Dejlig blogpost! Den fanger oplevelsen rigtig godt. Det eneste jeg vil tilføje var den gode stemning blandt de mange deltagere. Fede diskutioner i pausen, hyggelige snakke og dejlig mad. Kaffen var også god og Ouafa Rain var skide sjov på scenen til at underholde mellem talerne.
vi ses snart igen.
mvh
Søren
Fantastisk! Så dropper jeg den skide hjelm som fucker både mit hår og mit humør op
Tak for dit indlæg. TEDxCopehagen var fantastisk, og jeg fik så mange indtryk at jeg ikke selv har kunnet lave en post om det. Information overload.
Det var helt bestemt en dejlig dag, og WHAT a crowd! MEGET svært at bevare pessimismen efter sådan en dag
@Søren: Tak og Ja, du har fuldstændig ret. Skønne mennesker, skøn mad, skøn kaffe og også skøn musik. Jeg nød i den grad Giana Factory på trods af tekniske problemer - jeg kan godt lide seje piger!
@Klidmoster: Lige præcis! I øvrigt, sikke et skønt navn du har dig, Klidmoster
@Jens: Det er også derfor det næsten tog mig 3 dage at få skrevet…
@Kim: Ja, meget svært og det var skønt!